Om min butik
Her finder du ud over broderierne f.eks.:

  • Enkelte tekstilbilleder
  • Syede unika brocher
  • Dekorerede æg samt færdige emner udført af genbrugsmaterialer

Alt af egen produktion.

Hvis du bestemmer dig til at besøge butikken, kan jeg foreslå dig at lave en udflugt til vores nyindvundne Bøllingsø, som indbyder til en god travetur. Eller du kan besøge det nyligt renoverede Klosterlund Museum, som ligger tæt ved søen. På museet er der forskellige aktiviteter i årets løb.

Min baggrund
Oprindeligt er jeg uddannet som væver fra Kunsthåndværkerskolen i København 60-64. Efter endt uddannelse fik jeg mere og mere lyst til at lave billeder, og var så heldig at kunne komme på værksted hos den meget dygtige Ann-Mari Kornerup, som jeg også havde haft som lærer på skolen. Her kom jeg i gang med at sy billeder, og det har fyldt mit liv i mange år.

Historien om mine puder
Da jeg fik ideen med at omsætte noget af min billedeverden til stramaj, var der mange der rystede på hovedet. Stramaj – korssting det var der da ingen der ville sy. Men det gode gamle sting kan alle lære. Og med nye motiver og farver har jeg den glæde at opleve, at rigtig mange har lyst til at brodere.

Jeg startede med puder – det lå ligefor, da det var en forlængelse af at sy billeder. Jeg valgte hørgarn, der har så smuk en glans, og giver en levende ujævn struktur. Jeg bruger mest almindelige korssting – men indimellem også dobbelte korssting eller flettesting for at gøre arbejdet mere varieret, og også for at få mere struktur. Der er vedlagt anvisning på disse sting. Jeg har selv syet hver eneste pude op for at være sikker på resultatet.

Det vil stadig være puder der vil være mit hovedemne, men med tiden har der sneget sig et par tasker ind. Ved samarbejde med FRU ZIPPE har jeg udvidet sortimentet med uld på stramaj og bomuld på hørlærred.

Ro og afslapning 
Jeg finder stor ro ved at sidde og sy. Tankerne kan komme og gå, mens hænderne arbejder – du kan høre dejlig musik eller oplæsning imens. Mange hævder, at de ikke har tid; det er nok rigtigt for en del, men for den som finder en stund i ny og næ, vil det færdige arbejde stå som en god ven, man har haft gode oplevelser med.

Birthe Larsen Broderidesign
Åboesvej 13 Ι 7442 Engesvang Ι Tlf. 86 86 50 14
Permanent udstilling med broderidesign
Top